Få den smukkeste knold med en hår-donut

Ballerinaknolden er frisuren, vi aldrig bliver trætte af. En hår-donut, som er en rund valk, er et hot og populært hjælpemiddel til den perfekte, fyldige knold. Med denne hår-donut kan du lynhurtigt sætte frisuren til både hverdag og fest, og det er lige så nemt, som resultatet er flot. Her kommer en trin-for-trin guide til den flotteste frisure lige nu.

I lighed med de fleste håropsætninger sidder frisuren bedst, når håret ikke er nyvasket, fordi det så bliver glat og flyvsk. Hvis håret er nyvasket, skal du bruge en saltvandsspray, mousse eller andet produkt for at gøre håret mere stabilt.
Hår-donut’en fås i to farver, vælg den lyse, hvis du er blond, eller den sorte, hvis du er mørkhåret.

Sådan gør du:
1. Sæt håret i en hestehale der, hvor du vil have knolden. Sæt den højt på hovedet, hvis du vil have et partylook, eller langt nede, hvis du vil have et sejt hverdagsagtigt look.

2. Træk håret gennem hår-donut’en hele vejen til hårbunden, så donut’en sidder over hårelastikken.

3. Så deler du hestehalen, og spreder hårlok for hårlok over donut’en, så den bliver dækket. Hvis du har tyndt hår, kan du toupere hestehalen en smule, så den dækker donut’en bedre.

4. Hvis du har skulderlangt hår, sætter du håret fast med hårnåle lige under hår-donut’en. Brug almindelige hårnåle eller U-hårnåle. Hvis du har længere hår, kan du også – når du har delt håret og trukket det over donut’en – sno håret rundt om donut’en og fastgøre med en hårelastik.